Hotel Strandlyst - Badehotel anno 1895
Velkommen til Hotel Strandlyst
Hvad enten du er ny eller har kommet her gennem generationer, så ønsker jeg, at byde dig velkommen og gøre mit absolut bedste for, at du føler dig hjemme på Hotel Strandlyst.
Hotellet er ét af Danmarks ældste og hyggeligste badehoteller. Da dørene blev åbnet for første gang i 1895 fungerede hotellet som pensionat for de københavnske gæster (landliggere), der kom til Tornby for at nyde den bedste strand i Nordjylland, naturen og den afslappede atmosfære der er på hotellet.
Da jeg for snart 20 år siden, så Hotel Strandlyst i en dokumentarudsendelse, forelskede jeg mig i stedet - stemningen, placeringen og historien - alle helt unikke - og det er lige præcis den kombination, som jeg vil fremhæve og have tilbage for alle gæster her på Hotel Strandlyst.
Hotellet skal emme af ro, nærvær og forkælelse, således du kan finde dig godt tilrette, hvad enten du blot er på et kort visit, skal til fest eller tilbringe flere dage her i forbindelse med ferie, kursus, retreat eller lignende.
Vi elsker at indrette med genbrug - og handler så vidt muligt i genbrugs butikker.
Min drøm er at skabe følelsen af at komme hjem. Et sted hvor du har lyst til at smide benene op efter en lang dag og hygge dig med en god bog, et glas vin eller en friskbrygget kop kaffe. Stuerne og terrassen skal gerne summe af liv og nærvær, hvor vi alle har tid til at trække vejret helt ned i maven. Dén fornemmelse er lig med den gamle badepenionat/hotel-stemning for mig.
Hotellets personale og jeg glæder os til at byde jer velkommen på det historiske Hotel Strandlyst.
Kærligste hilsner Malene.
Dyk ned i den gode historie
År 1895:
”Strandlyst” bliver bygget, navngivet og indrettet som sommerhotel og badepensionat. Hovedbygningen er hvidkalket med mørke tage og sokler og der tilhører flere udhuse. Klitplantagen omkredser hotellet i et fladt landskab og via den lille grusvej (nuværende Strandvejen), kan hotellets gæster gå uspoleret til og fra stranden. Initiativtageren og den første indehaver af Strandlyst er den lokale tømrer, Frands Jensen Østergaard. Frands’ københavnske gæster loves god landkost, frisk havluft samt samvær med pensionærer af det bedste selskab. Strandlyst bliver i tiden op til 1. Verdenskrig (1914-1918) overtaget af frk. Jensen, der tidligere har været husholderske hos Frands.
År 1918:
Efter 1. Verdenskrig bliver Strandlyst overtaget af frk. Kirsten Sørensen. Kirsten evner at få folk til at føle sig veltilpas og samtidig drive en forretning i pagt med tiden. Besættelsestiden (1940-1945) er på mange måder en vanskelig periode for hotellet, bl.a. pga. den tyske befæstning af Hirtshals, samt de mange miner der hyppigt driver ind på Tornby Strand. Kirsten sælger hotellet efter 2. Verdenskrig og dermed nogle hårde hotelår.
År 1945:
Minkavler, gårdejer, kreaturhandler, kendt slagtermester og nu også ung hotelejer, Christian Jepsen, overtager driften af hotellet med sin familie. Hotellet drives videre som sommerbolig/badepensionat for de såkaldte ”landliggere” (folk fra byerne, som søger ud på landet og til vandet i ferieperioder). I 1950 til- og ombygger Christian hotellet med en ny værelsesfløj i gården samt et garageanlæg. I 1965 får Strandlyst ny hovedbygning ud mod Strandvejen, og dermed facaden, som den dag i dag også er karakteristisk for hotellet. Der sættes beplantning, som omkredser hotellet med høje træer og buske. Christian udvider sommerhotellet til også at være hjemsted for familiefester af enhver art, hvilket kommer de lokale besøgende til stor gavn.
År 1983:
Christian Jepsen dør i en alder af 82 år, og hans døtre Bente Kristensen og Harriet Toft overtager driften af Strandlyst. De driver stedet som de fleste kender det i dag, nemlig med respekt for historien og med nærværende gæsteservice. Søstrene formår at skabe gode traditioner og en særlig atmosfære, som gør Strandlyst til et meget populært sted. Harriet bliver ramt af sygdom i år 1999, og Bente driver hotellet alene frem til år 2004.
År 2004:
Hotel Strandlyst bliver solgt til Marian Hjermitslev fra Hirtshals, som er uddannet kok og tidligere leder af cafeteriet på Nordsømuseet.
År 2006:
Dorthe Ahlstrøm og Per Nørgaard fra Hadsund overtager hoteldriften af Strandlyst. Parret flytter ind på hotellet og bor der blandt hotellets gæster. Udover at drive hotellet som badehotel for egnens sommergæster, prioriterer de også restauration med god mad til de lokale beboere samt arrangementer med dans og sang.
År 2014:
Lasse Holst overtager Strandlyst. Hotellet fortsætter som badehotel for turister med dertilhørende restaurant og selskabslokaler, og Lasse etablerer ligeledes en anerkendt frokostordning til virksomheder i området med leverancer ud-af-huset.
År 2022:
Jeg, Malene Bredvig, overtager driften af Strandlyst. I løbet af 2022/2023 er jeg i gang med at opdatere hotellets værelser og de hyggelige fællesstuer med afsæt i tidens trends, genbrug og recycle. Min fornemmeste opgave er at skabe en autentisk stemning, som var man på ophold på et af datidens badehoteller. Min vision er, at man på Hotel Strandlyst føler sig hjemme og godt tilpas i afslappende og rolige omgivelser, hertil krydret med en gæsteservice helt i top. Jeg har flere års erfaring fra hotelverdenen, og har i en årrække hjulpet andre hoteller med optimering af salg og gæsteservice. Det er nu blevet min egen tur til selv at starte op som hotelejer – En vaskeægte drøm, der er gået i opfyldelse.
Kildemateriale: Tornby/Vidstrup Sognearkiv, Nordjyske Stiftstidende, Skipperposten, ”Fra Egnens fortid – Lokalhistorisk årbog 2004”, artikel ”Da landliggerne kom til Tornby” af Svend Boye Pedersen.